Scaling by Design

Danske produktdesignvirksomheder med vækstambitioner og aktører fra forretningslandskabet omkring dem - investorer, rådgivere, potentielle partnere og offentlige aktører - deltager i Dansk Design Centers program, Scaling by Design. Målet er i fællesskab, konkret og gennem designmetoder at tage hul på dansk produktdesigns store potentiale for udvikling og vækst.

Scaling by Design
 
Scaling By Design tilbyder mindre produktdesignvirksomheder med vækstambitioner at deltage i en række konkrete aktiviteter, der med basis i designmetoder bl.a. kan hjælpe virksomheden til at blive helt afklaret og skarp på essensen af forretningskonceptet samt opnå – og medskabe – effektive, håndgribelige værktøjer til strategisk ledelse og videreudvikling af f.eks. kompetencer.

Blandt andet kan nye formater for arbejdet med forretningsstrategi (f.eks. håndgribelige, fleksible modeller eller grafiske fremstillinger fremfor Excel-ark) gøre arbejdet med forretningsmodeller mere intuitivt og lette dialogen mellem designvirksomhed og eksempelvis en bank eller investor.

Programmet har fokus på konkret værdi og relevans for den enkelte virksomhed og lægger vægt på, at viden og værktøjer hurtigt kommer i spil hos de deltagende produktdesignvirksomheder og fungerer i netop deres forretningsmæssige hverdag og virkelighed.

Faserne i Scaling by Design programmet. Klik for fuld version.
Faserne i Scaling by Design-programmet. Klik på billedet for at se hele programmet med beskrivelse af fasernes aktiviteter, indhold og output.

Struktur og omfang

Scaling by Design fokuserer på at give de deltagende virksomheder nye muligheder, indsigter og metoder, som hurtigt kommer i spil ude hos virksomhederne selv, i det daglige arbejde og tæt på forretningen. Dertil kommer en række workshops, netværksarrangementer og co-creation sessions samt åbne seminarer. Relevans og hurtigt udbytte af deltagelsen i programmet er absolut i højsædet.

Såvel produktdesign scale-ups som aktører fra økosystemet har mulighed for at vælge, hvilke komponenter det giver mening at deltage i og således selv designe sit eget forløb og omfang af ’live’ engagement.

Scaling by Design rummer i 2016 syv virksomheder, syv mentorer og en håndfuld aktører fra økosystemet, som sammensættes efter et mål om den bedst mulige kombination af erfaring og kompetencer.

Scaling by Design gik i luften den 4. marts og kører frem til oktober 2016.

For yderligere oplysninger, kontakt Christoffer Nejrup på telefon +45 2295 0818 eller e-mail cne@ddc.dk