DDC søger
praktikanter til foråret 2026
31. okt 2025
Vil du være en del af DDC – Dansk Design Center? Som praktikant hos os vil du i tæt samarbejde med dine nærmeste kolleger og vores eksterne samarbejdspartnere gennemføre projekter, der tilfører værdi til erhvervslivet og andre organisationer – og skaber positiv forandring i samfundet gennem design
For at blive praktikant i DDC, skal du være under uddannelse samt kunne kommunikere flydende på dansk i skrift og tale for at komme i betragtning til alle stillingerne. Vi søger studerende med kompetencer indenfor fx design, business, kommunikation, læring, analyse, policy, administration og antropologi.
Du får en spotter og en personlig vejleder, som følger dig gennem hele forløbet, og du vil være en del af et miljø, hvor vi sammen stræber efter at skabe høj faglighed, tryghed og reel impact – både i projekterne og i hverdagen. Du kan læse mere om vores arbejde her.
OBS: Vi tager samtaler løbende og lukker for ansøgninger d. 14. november – så send gerne din ansøgning før dette.
Kommunikation – praktik for dig, der kan omsætte kompliceret viden til inspirerende fortællinger
Kan du kommunikere design på en måde, som er let forståelig og relevant for virksomheder? Vil du være med til at styrke fortællingen om dansk design både nationalt og internationalt? Og kan du tale design ind i en aktuel dagsorden? Så er du måske vores nye kommunikationspraktikant.
Som kommunikationspraktikant bliver du en del af et lille, ambitiøst team, der arbejder tæt sammen om at formidle, hvordan design skaber værdi og styrker danske virksomheders konkurrencekraft. Du kommer til at skrive artikler og cases, udvikle indhold til sociale medier (særligt LinkedIn) og få indblik i pressearbejde, hvor du lærer at gøre komplekse emner vedkommende og relevante i det danske mediebillede. Du får også mulighed for at arbejde med visuel kommunikation og DDC’s visuelle identitet – og blive oplært i at bruge InDesign.
Vi leder efter en praktikant, der er i gang med en relevant uddannelse inden for kommunikation eller journalistik, skriver levende og fejlfrit på både dansk og engelsk, og trives i et miljø med tempo, tillid og selvstændighed. Du er en holdspiller, som er nysgerrig på designfeltet – og på, hvordan design kan skabe reel forandring for mennesker, virksomheder og planeten.
Lyder det som dig? Send din ansøgning til kommunikationsansvarlig Rebecca Cywan på rbc@ddc.dk senest den 14. november kl. 23.59.
Dokumentere værdien af design – praktik for dig, der kan omsætte komplekse indsigter til konkret forandring
Hvordan måles effekten af design? Hvordan gøres det tydeligt, at design er en konkurrencekraft på linje med teknologi og økonomi? Og hvordan oversættes tal til handling?
Sammen med DI (Dansk Industri) har vi i 2025 gennemført en landsdækkende analyse af danske virksomheders anvendelse af design. Projektet hedder Design Delivers, og målet er ambitiøst: Vi vil skabe solide, systematiske data, der viser, hvordan design bidrager til vækst, konkurrencekraft og grøn omstilling – i kroner og øre og i reelle forandringer.
I 2026 skal resultaterne forankres i danske virksomheder gennem udvikling af nye værktøjer, casestudier og undersøgelser, der stiller skarpt på værdien af design såvel som i den enkelte virksomhed. Og vi finder helt sikkert på mere.
Til dét søger vi to praktikanter med hver deres profil – og gerne forskellige faglige baggrunde. Praktikforløbet planlægges i samarbejde med jer og justeres undervejs. Det vigtigste er, at du har lyst til at gøre viden om et komplekst felt enkel og relevant, så virksomheder kan handle på den.
Vi forestiller os, at du læser noget i retning af enten design, statskundskab, økonomi, samfundsfag, sociologi, dataanalyse eller noget helt sjette, som gør dig nysgerrig på koblingen mellem design og forretning. Du bliver en del af et team, hvor du kan samle og analysere data, visualisere tal og tendenser, projektdesigne og konceptualisere – og formidle resultater gennem events, rapporter og artikler. Om du brænder for stærke fortællinger, nye koncepter/platforme, Excel eller systemsforståelse, er mindre vigtigt; det afgørende er, at du vil være med til at skabe reel effekt.
Vi arbejder tæt sammen og deler ansvar. Som praktikant får du stor indflydelse på dine opgaver og din hverdag – med tillid, tydelige forventninger og mulighed for at præge både projektet og din faglige udvikling.
Send din ansøgning til Chief Design Officer Christina Melander på cme@ddc.dk senest den 14. november kl. 23.59.
En helt tredje type praktik?
Vi er altid åbne for praktikanter, der vil skabe deres eget forløb sammen med os.
Denne mulighed er ikke et klassisk praktikforløb, hvor du er tilknyttet et fast projekt – men en mulighed for dig, der gerne vil prøve kræfter med arbejdet på tværs af vores programmer og metoder. Måske er du nysgerrig på design som mindset, og vil gerne dykke ned i, hvordan vi udvikler scenarier, laver kvalitativt feltarbejde, skriver fondsansøgninger eller faciliterer processer i praksis?
Vi forventer til gengæld, at du har gjort dig nogle tanker om, hvad du gerne vil lære og opnå – og at du har mod på at engagere dig i hverdagen og selv være med til at forme dit forløb.
Du får både en spotter, personlig vejleder og en fast plads i et ambitiøst, kreativt og hjælpsomt team.
Send en ansøgning til Senior Business Strategist & Designer Kimmie Tentschert på kit@ddc.dk senest den 14. november kl. 23.59.
Kimmie Tentschert
Senior Business Strategist and Designer
| kit@ddc.dk | |
| Telefon | +45 2728 2419 |
| Social |
Har du spørgsmål til praktik?
Kan du ikke få nok af design og innovation?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev