Julie Hjort & Sara Gry Striegler
DDC's vicedirektør
lancerer ny bog på World Design Congress i London
11. sep 2025
Hvordan kan design hjælpe os med at finde håb, mod og handlekraft midt i klimakrise, kompleksitet og handlingslammelse? Det er omdrejningspunktet for bogen Navigating Societal Change through Design, skrevet af Julie Hjort, vicedirektør i DDC – Dansk Design Center, sammen med Sara Gry Striegler, stifter af Kindred Lab
Navigating Societal Change through Design blev den 10. september lanceret på World Design Congress i London – en af verdens største designbegivenheder, hvor over 1.000 virksomheder, designere, forskere og politiske beslutningstagere var samlet under overskriften Design for the Planet.
Vi mødte Julie Hjort efter hendes tur til London og talte med hende om baggrunden for bogen, modtagelsen på kongressen og visionerne for dansk design i verden.
Hvad fik dig til at skrive bogen?
Behovet udsprang af den træthed og opgivenhed, jeg ser mange kæmpe med i arbejdet med store samfundsudfordringer – især den grønne omstilling, som jeg selv er dybt engageret i. Det går frygteligt langsomt, og selvom tusindvis arbejder dedikeret hver dag, kan det være svært at mærke, at vi for alvor rykker noget.
Jeg ønskede at veksle den handlingslammelse til mod, håb og handlekraft. Og efter mange år med designdrevet omstilling ved jeg, at design rummer nogle stærke værktøjer, der netop kan gøre det muligt.
Hvordan blev bogen taget imod i London?
Årets kongres samlede et globalt community om, hvordan design kan drive løsninger på de kriser, vores planet står i – fra produktdesign til servicedesign og systemdesign.
Reaktionen på vores bog var meget positiv. Mange oplevede, at den skabte sammenhæng mellem nye spirende tilgange til systemisk design og samtidig gav et mere håndgribeligt indblik i et ellers komplekst område. Flere fremhævede, at bogen ikke kun er skrevet til designere, men til alle, der arbejder med forandring – og at den kan fungere som en slags navigationsværktøj i en turbulent tid.
Hvordan kan design skabe håb og positiv forandring?
Design giver os nye perspektiver på komplekse problemer og kan åbne situationer, der ellers føles låste. Det kan afsløre muligheder, vi ikke ville have set – for eksempel når vi arbejder visuelt og forestiller os fremtider, vi ellers ikke ville tro var mulige.
Designere trives i usikkerhed. De er vant til at arbejde uden et klart facit og bruge processen til at finde vej. Netop den evne er afgørende i en verden, hvor fremtiden er uklar. I bogen kobler vi design med andre felter som systeminnovation, fremtidstænkning, ledelse og missionsorienteret innovation. Design er ikke løsningen på alt – men det er en stærk og ofte underbelyst komponent i større forandringsprocesser.
Hvad kan læserne forvente?
Vi præsenterer fire ”navigationspunkter”, som kan inspirere forandringsledere i både private og offentlige organisationer:
Naviger en ny fortælling – vores forestillingsevne er i krise. Hvis vi ikke kan forestille os en bedre fremtid, kan vi heller ikke skabe den. Vi viser, hvordan nye fortællinger kan åbne muligheder.
Naviger balancer – klimakrisen kræver både langsigtet tålmodighed og hurtig handling. Drømme og realisme må gå hånd i hånd. Vi peger på, hvordan design kan hjælpe os med at navigere i disse spændinger.
Naviger eksperimenter – når vi ikke kender svarene, må vi eksperimentere. Det kræver mod til at dele usikkerhed, fejl og læring. Vi viser, hvordan eksperimenter kan reducere risici og skabe ny viden.
Naviger forbundethed – reel forandring sker, når vi handler sammen på tværs af sektorer og fagligheder. Vi deler cases fra bl.a. Melbourne og Christiania, der viser, hvordan design kan mobilisere mennesker og skabe stærke alliancer.
Hvad er dine visioner for dansk design internationalt?
Når jeg rejser ud i verden, oplever jeg, at begrebet ”Danish Design” vækker stor begejstring. Vores designtradition er et stærkt internationalt brand, som vi med rette kan være stolte af. Men det er også et brand, der stadig hviler tungt på fortællinger fra efterkrigstiden.
Jeg er optaget af, at vi udvikler en ny fortælling, hvor vi både værner om vores stolte designarv og samtidig peger fremad og sætter nye standarder. Det er en opgave, vi har taget hul på i DDC.
Fakta om bogen
- Titel: Navigating Societal Change through Design
- Forfattere: Julie Hjort (DDC) og Sara Gry Striegler (Kindred Lab)
- Forlag: Policy Press
- Udgivelse: 10. september 2025
Kan du ikke få nok af design og innovation?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev