Spring til indhold
Projekt

Green Horizon:
Sammen visualiserer vi bæredygtige veje for fremtidens produktionsvirksomheder

Nyt projekt skal mobilisere og motivere industrien til at designe en fælles vision for en klimapositiv industri i 2050

Debatten om grøn omstilling bliver ofte reduceret til at handle om det, vi skal holde op med, hvad vi skal gøre mindre af og om nye krav til virksomheder. Det kan hæmme motivationen og gøre det svært for virksomheder at gennemskue, hvor forretningsmulighederne ligger i fremtidens klimapositive industri. 

Projektet ’Green Horizon’ skal sætte billeder på fremtidens bæredygtige produktionsvirksomhed – og få flere til at komme i gang.

”Mange virksomheder er udfordrede i forhold til grøn omstilling. Både pga. manglende ressourcer og kompetencer, men også fordi, det kan være svært at forestille sig en ny, og mere bæredygtig vej frem for virksomheden. De forestillinger skal vi hjælpe med at visualisere og gøre konkrete, så flere virksomheder kan se den forskel, de kan gøre og dermed blive motiverede til at tage fat på arbejdet,” siger programchef for bæredygtig produktion i Industriens Fond, Anders Ziegler Kusk.

DDC – Dansk Design Center står sammen med CONCITO bag projektet, som er støttet af Industriens Fond. Derudover skal en lang række virksomheder være med i arbejdet om udarbejdelsen af en fælles, grøn fremtidsvision, som virksomhederne og industrien kan spejle sig i.

Fakta om Green Horizon

Projektet Green Horizon løber fra 2024 – 2026 og er støttet med 4,5 mio. kr. af Industriens Fond. Projektet inddeles i tre faser:

  • Fase 1: Udvikling af fremtidsvisionen sammen med virksomheder, erhvervsliv og eksperter.
  • Fase 2: Test og kvalificering af fremtidsvisionen med danske produktionsvirksomheder og udvikling af den mobile udstilling.
  • Fase 3: Udbredelse og forankring af fremtidsvisionen og lancering af den mobile udstilling, der bringer budskabet direkte til virksomheder, beslutningstagere og andre interessenter og danner afsæt for dialog og handling.

Projektet gennemføres af DDC – Dansk Design Center. CONCITO indgår som videnspartner i projektets gennemførelse.

 

Ny udstilling skal motivere til nytænkning og innovation

Fremtidsvisionen er blevet til en mobil, interaktiv udstilling, hvor virksomheder bogstaveligt talt kan træde ind i fremtiden gennem en række fremtidsartefakter og sanselige oplevelser.

“En taktil oplevelse har en unik evne til at supplere videnskab og kælderkolde tal. Det kan engagere vores intellekt, sanser og følelser. Gennem visuelle og følelsesmæssige oplevelser kan vi gøre den bæredygtige omstilling af produktionsdanmark til noget, der føles påtrængende og konkret. En mobil udstilling fungerer som et værksted, hvor vi åbner for nye måder at samtale og samarbejde på. Og når vi sammen kan forestille os fremtiden, kan vi begynde at designe den,” fortæller Tirza Lambæk, kreativ direktør i DDC – Dansk Design Center.

Udstillingen viser konkrete eksempler på, hvordan bæredygtig produktion kan se ud i 2050, hvor produktudvikling, produktionsprocesser og forsyningskæder spiller en afgørende rolle i at nå Danmarks klimamål om at være klimapositive. Gennem interaktive elementer inviteres virksomheder til at udforske nye muligheder, stille spørgsmål og opdage nye veje til innovation, forretning og samarbejde.

Udstillingen rejser rundt i landet i 2026 og har allerede været vist på Loop Forum og Folkemødet. Snart fortsætter den til en ny lokation.

Nu kan den også opleves digitalt gennem den klimapositive industriby Lillevirke – et spekulativt univers, men som giver konkrete billeder på, hvordan dansk fremstillingsindustri kan udvikle sig og trives i 2050.

Fakta om Lillevirke

  • Lillevirke er et spekulativt univers skabt ud fra scenariedesign. De positive billeder på fremtiden skal bruges til at inspirere til handlinger, der bidrager til, at Danmark når sine klimamål. De forskellige initiativer og historiefortællinger er alle opdigtede og udtryk for en vision om en mere bæredygtig fremtid med et robust og ansvarligt erhvervsliv.
  • Elementer: Projektet består af workshops, den digitale industriby, en mobil udstilling, en baggrundsrapport og et toolkit til virksomheder.
  • Udstillingen har været vist på Loop Forum og under Folkemødet i sommeren 2026 – og rejser videre til en ny lokation snart.
  • Periode: 2024-2026.
  • Udforsk den digitale industriby her.

Fra fremtidsbilleder til handling

At bruge fremtidsbilleder og -artefakter som afsæt for handling er en tilgang, som DDC – Dansk Design Center har arbejdet med gennem de seneste 10 år. Denne tilgang kalder vi scenariedesign.

I en foranderlig verden med konstant usikkerhed kan det virke uoverskueligt at fokusere på andet end dag-til-dag og kernedrift. Men det er netop nu, at små danske virksomheder har muligheden for at konvertere usikkerhed til fremsynethed.

Erfaringen er, at når virksomheder får de rette rammer til at forestille sig forskellige fremtider, bliver det lettere at omsætte langsigtede visioner til konkrete valg i dag.

Lillevirke er vores bud på et fremtidsbillede af en dansk industri som er lykkedes med at gøre ansvarlighed til en konkurrencekraft. Vi har bygget dette univers op for at invitere virksomheder til en strategisk leg om deres fremtid. Vores erfaring er, at forestillingsevnen, når den anvendes strategisk, er en afgørende ressource til at navigere i kompleksitet.

Hvis fremtidsbilleder skal gøre en forskel, kræver de handling. Derfor har vi udviklet værktøjet ‘Fra vision til (prøve)handling’, der skal hjælpe produktionsvirksomheder med at omsætte grønne visioner til nye initiativer.

Download værktøjet her.

Et glimt ind i fremtiden

I Green Horizon har vi sammen med en lang række aktører mødtes til tre workshops i april, maj og juni 2025 for at skitsere en vision for en industri, der er lykkedes med den ansvarlige omstilling. På tværs af direktører og investorer til præster og klimaaktivister – og alt det i mellem – har vi:

  • Undersøgt fortidens industrisuccesser og kigget på de forudsætninger og drømme, som lå bag den ‘sorte omstilling’ og tidligere store danske erhvervstransformationer
  • Udforsket mulige fremtider med udgangspunkt i tidens tendenser og det krydspres af aktuelle udfordringer, som produktionsvirksomheder i dag navigerer i
  • Udformet en foretrukken fremtid, hvor dansk erhvervsliv har formået at balancere geopolitiske udfordringer, markedsforhold, bemanding, kompetencer i transitionsfasen, cirkulære forretningsmodeller, robusthed og risikohåndtering.

Vi har samlet mange indsigter og er nu trådt ind i projektets tredje fase, hvor vi skal udbrede og forankre fremtidsvisionen.

Partnere

ellenmacathurfoundation logo

Andreas Korntved Mortensen

System Design Lead

Mail akm@ddc.dk
Telefon +45 3151 5284
Social LinkedIn

Er du en produktionsvirksomhed og er nysgerrig på at høre mere?

Måske vil du også læse:

Kan du ikke få nok af design og innovation?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

DDC – Dansk Design Center

Sundkaj 153
2. sal
2150 Nordhavn
CVR 3699 4126

Medmindre andet er angivet, præsenteres alt indhold på denne hjemmeside under Creative Commons Attribution License.