
Et nyt designideal?
28. Jan 2025Dette er den tredje artikel i artikelserien ‘Dansk Design i en brydningstid’, hvori vi udforsker, om dansk design kan og tør være en markant drivkraft i udviklingen af det danske velfærdssamfund i dag
I denne artikel får du inspirerende eksempler og filosofisk tankegods fra nogle af de mest garvede og visionære designere i Danmark i dag: Henriette Melchiorsen, der driver sin egen designvirksomhed, Else Skjold, Ph.D. og lektor i Design og Bæredygtighed ved Det Kongelige Akademi og Ida Engholm, professor i designhistorie og teori ved Det Kongelige Akademi.
Artiklen bygger videre på de foregående to artikler i serien (som du kan læse her og her) og kommer bl.a ind på: et nyt designideal for det 21. århundrede; hvorfor danske virksomheder skal blive bedre til at tjene penge på brugsfasen, og hvordan vi skal udnytte streng regulering til at gøre design til en forretningskritisk og bæredygtig drivkraft i dansk økonomi.
Fra ego-systemer til økosystemer
Vi begynder i Henriette Melchiorsens atelier i Raadvad Fabrik, et sandt krea-kaos, hvorfra hun deler sine tanker om, hvordan designfaget har udviklet sig siden hendes tid som studerende på Danmarks Designskole, hvor hun blev uddannet som produkt- og møbeldesigner:
“Det er klart blevet mere kompliceret at være designer i dag, end det var dengang. Designere må i dag både mestre fortidens designkompetencer, som æstetik, form og funktion, men må også forholde sig til det store billede — den verden vi er en del af og afhængige af.”
Med andre ord skal designeren, ifølge Henriette Melchiorsen, allerede tidligt i arbejdet med sit produkt-, service- eller designkoncept også overveje, hvilket aftryk en given løsning vil få på verden:
“Jeg plejer at sige, at vi som designere skal lære at “hoppe”, fordi vi har brug for at kunne hoppe mellem de tre værdiskabende niveauer; produkt-, strategi- og systemniveau,” forklarer hun og peger dermed på den ubalance, der ofte er mellem bæredygtige intentioner og de eksisterende systemer.
"Det er klart blevet mere kompliceret at være designer i dag, end det var dengang. Designere må i dag både mestre fortidens designkompetencer, som æstetik, form og funktion, men må også forholde sig til det store billede — den verden vi er en del af og afhængige af"
Henriette Melchiorsen
Designer

Henriette Melchiorsen
Pointen er, ifølge Henriette Melchiorsen, at man ikke kan udvikle et bæredygtigt produkt, hvis forretningsmodellen, som skal afsætte produktet, opererer ud fra en lineær økonomilogik.
“Tiden har brug for nye strategier og forretningsmodeller, der skaber værdi, baseret på at holde produkter og materialer i live længst muligt. Og netop her er designerens vidunderlige forestillingsevne en forudsætning for at frembringe løsninger og lykkes med dem. En praksis, hvor du modigt kaster dig ud i at afprøve din ide, fejle, bliver klogere og prøve igen, og forhåbentligt til sidst lykkes. Det er de samme kompetencer, som er på arbejde, når der skal hoppes mellem de tre værdiniveauer,” understreger Henriette Melchiorsen.
Det med at hoppe mellem niveauerne har Henriette Melchiorsen tillært sig selv i løbet af sin praksis, men kunne det ikke, dengang hun først blev færdiguddannet.
“Dengang jeg blev uddannet, lærte vi at ‘form follows function’, men den vending klinger hult i dag, fordi den lyder af mere industrialisme; hurtigere og billigere. Vi har brug for et nyt ’mantra’, et nyt mindset i vores skabende arbejde som designere. Et spændende bud er “form follow consciousness”, som peger på, at vores indre tilstand afspejles i det, vi designer,” afrunder Henriette Melchiorsen med reference til Otto Scharmers U-teori om at skifte fra ego-systemer til økosystemer.
Dengang det var nødvendigt
I dag ser vi ambitiøse designere forlade designskolerne med en stærk ambition om at skabe en bedre verden kun for at stå over for jobs, der indirekte bidrager til at skade den. Og selvom design ikke kan holdes til ansvar for dette alene, har designeren, som udvikler og skaber af produkter, et stort medansvar for problemet.
Designeren hyldes for sin evne til at give form til idéer, identificere umødte behov, bryde kompleksitet ned i håndterbare bestanddele og involvere brugeren i skabelsesprocessen. Og det er alt sammen sandt. Men samtidig er det også sandt, at designbranchen bidrager til en tilsyneladende ustoppelig masseproduktion af produkter, der driver rov på planetens ressourcer, og stimulerer kunstige behov, der ovenikøbet medvirker til mistrivsel.
Designbranchen, på tværs af de forskellige designdiscipliner, befinder sig i dag i en form for sektoriel brydningstid, hvor en begyndende uoverensstemmelse er opstået mellem hvad designgerningen gerne vil og hvad den reelt bidrager til. Af den grund oplever vi et behov for at genoplive fortællingen om dansk design. Men hvordan?
"Tiden har brug for nye strategier og forretningsmodeller, der skaber værdi, baseret på at holde produkter og materialer i live længst muligt. Og netop her er designerens vidunderlige forestillingsevne en forudsætning for at frembringe løsninger og lykkes med dem"
Henriette Melchiorsen
Designer

Kludekræmmer. Foto fra arkiv.dk
Bibehold værdien i systemet så lang tid som muligt
For at blive klogere på forskellen mellem, hvad designere gerne vil, og hvad de faktisk reelt bidrager til, må vi først og fremmest forstå de historiske omstændigheder, der gjorde dansk design succesfuld til at starte med, siger Else Skjold, lektor og Ph.D. i design og bæredygtighed ved Det Kongelige Akademi.
Ifølge Else Skjold ligger nøglen ikke kun i at forstå designprofilen isoleret, men i høj grad i at undersøge den infrastruktur, der omgav designeren dengang.
Selvom efterkrigstiden markerede højdepunkterne for dansk design og Danish Modern, som vi beskrev i seriens anden artikel, peger Else Skjold på en alternativ figur som et forbillede for en bæredygtig og cirkulær designtradition: Kludekræmmeren.
Kludekræmmeren var en person, som samlede uønskede husholdningsartikler, og solgte dem til købmænd eller fabrikker i det 19. århundrede.
For eksempel kunne stof- og papirstykker blive til pap, mens knust glas kunne smeltes om og genbruges, og selv døde katte og hunde kunne blive flået for at lave tøj. Disse kludekræmmere ville gennemtrawle gaderne for værdifulde rester, og derefter vende tilbage til deres hjem for at sortere, sammensætte og gensælge, hvad de havde fundet. En tidlig form for cirkulær økonomi, som ikke desto mindre gemmer på en central pointe, vi i dag desværre har glemt: Vi skal se værdien i det brugte.
Det er netop denne pointe Else Skjold fremhæver, når hun proklamerer, hvordan designbranchen skal revitalisere sig selv i lyset af klimaforandringer, ustabile forsyningskæder og utilstrækkelig adgang til kritiske råstoffer. Kludekræmmeren var ikke blot toptunet til at identificere og bevare værdi i systemet så længe som muligt; hun var også en eminent ‘kaskadetænker’ der udnyttede et materiales genanvendelsesværdi, således at det kunne recirkuleres flest mulige gange, før materialet var udtømt for værdi.

Genbyg
Moderne kludekræmmere
I dag ser vi heldigvis flere og flere eksempler på moderne kludekræmmere, som opkøber og videresælger brugte materialer. Særligt inden for byggebranchen har vi i Danmark set ambitiøse og cirkulære aktører, som formår at forlænge cirkulationen af materialer så lang tid som muligt.
Et eksempel er GenByg, der tilbyder brugte byggematerialer. Et andet eksempel er THE UPCYCL, der fungerer som en platform, der forbinder affaldsmaterialer med nye anvendelsesmuligheder. Sidstnævnte, THE UPCYCL, sikrer, at affald kan opfylde krav om ensartethed og volumen, hvilket muliggør upcycling af materialer i stor skala og erstatter nyproducerede komponenter med genanvendelige alternativer.
Det er ifølge Else Skjold disse kompetencer, der skal æres, forfines og ikke mindst genopdages på landets designskoler. En kompetence, som falder glimrende i tråd med “Produktions-Danmarks årti” som Erhvervsminister, Morten Bødskov, udtalte i forbindelse med arbejdet på regeringens nye globaliseringsstrategi, der skal støtte danske virksomheders konkurrenceevne i de kommende år i en ny geopolitisk virkelighed med klimakrise, geopolitiske konflikter og stigende protektionisme fra stormagter. Hvor vi tidligere har vænnet os til ubegrænsede ressourcer, må vi nu indstille os på tider med begrænset adgang til ressourcer. En stor udfordring, men en ideel omstillingsrampe til dyb cirkularitet.
Hvor Erhvervsministeriet formentlig tænker i kritisk infrastruktur og store erhvervspolitiske linjer, påpeger Else Skjold, at cirkularitet ikke kan klares alene med lovgivning og teknologi; det kræver et “human touch” – en designer, der kan arbejde med materien, mærke stoffets komposition og kvalitet, og bearbejde det æstetisk og formfuldendt.
Vi skal, på et åndeligt plan, designe os mod et ideal, hvor vi begynder at se skønheden i det, der er slidt og brugt. Vi skal lære at ære og værne om de eksisterende ting, der omgiver os; vi skal bevare de iboende ressourcer, den arbejdskraft og værdi, der bor i de produkter, vi bruger, og vedligeholde og reparere dem, når det er nødvendigt; “Det burde være lidt dårlig stil at komme med en ny skjorte” som Else Skjold tidligere har udtalt til Politiken.
Man kan med fordel kigge mod den japanske designtradition, der byder på en perlerække af interessante filosofier, principper og eksempler, som illustrerer måder at bevare værdien i det eksisterende. Noget som vi i Dansk Design Center også har peget på i artiklen: ‘How Five Japanese Principles Help Us Design a Meaningful Life With Less Consumption’.

Bang & Olufsen’s Beosound Level
Tjen penge på brugsfasen
Nogle vil måske indvende, at vi ikke kan få økonomien til at løbe rundt, hvis vi alle går rundt i gamle laser, spiser knoldselleri året rundt og bor i en jordhule. En indvending som Else Skjold ikke giver meget for. Vi skal derimod blive bedre til at tjene penge i brugsfasen gennem vedligeholdelse, reparation, og opgradering:
“Vi skal ikke udvikle cirkulære forretningsmodeller, fordi det er et etisk valg, og noget vi gør af vores gode hjerte. Vi har historisk set tjent penge på lidt, der holdt længe, snarere end meget, der holder i kort tid. Det er nødvendighed at genlære. Bare spørg borgerne i Rusland hvor varestop har genoplivet gamle dyder,” fortæller Else Skjold.
Heldigvis begynder flere og flere danske virksomheder at gentænke brugsfasen. For eksempel har Bang & Olufsen’s Beosound Level udviklet en Cradle-to-Cradle certificeret, modulær højtaler, som dels kan få udskiftet sine dele i tilfælde af slitage, men som også kan få opgraderet dele, så højtaleren følger trit med den teknologiske udvikling. Et andet eksempel er New Loop, der har udviklet en komplet cirkulær løsning til levering, afhentning og vaskning af take away emballage.
Et tredje eksempel er Kalk A/S’ hydrauliske kalkmørtel, der tillader, at både mørtel og mursten kan genbruges direkte efter afrensning, og mørtlen kan indgå i en ny produktion af mørtel. Et fjerde eksempel er Grundfos’ Machine Health – et pumpeovervågningssystem, der monitorerer udstyr ved hjælp af avancerede sensorer, som er i stand til at spotte tegn på, at pumper og andre kritiske aktiver har brug for vedligeholdelse eller reparation. Og slutteligt, omend de ingen nyhedsværdi har, må man ikke glemme den myriade af skræddere, skomagere, bil- og cykelmekanikere, bogbindere, urmagere, hvidevarespecialister, maskinmestre, elektrikere mv., som dagligt arbejder på at vedligeholde og forlænge levetiden på vores ting og sager, så de kan bruges så længe som muligt.
Desværre er der stadig lang tid, før at ovennævnte eksempler kan siges at være industristandarden. Og Else Skjolds foreslåede paradigmeskifte kræver fortsat et stort skub, før vi har ændret vores syn på værdi.
Derfor mener Ida Engholm, professor ved Det Kongelige Akademi, at “designfaget skal bruge hele fagets palette af egenskaber til at gøre disse løsninger så attraktive og uimodståelige som muligt”, så alle kan forstå, at det er vejen, vi skal gå for at designe fremtidens løsninger. Den industrielle designer skal gentænke materialevalg og produktionsprocesser; den grafiske designer skal vække appetit og begejstring; servicedesigneren skal gøre løsningen nem og intuitiv; adfærdsdesigneren skal stimulere den rette (for)brug; og systemdesigneren skal sikre, at løsningen indgår i et bæredygtigt feedbacksystem, som ikke skaber rebound-effekter andetsteds.
"Vi skal ikke udvikle cirkulære forretningsmodeller, fordi det er et etisk valg, og noget vi gør af vores gode hjerte. Vi har historisk set tjent penge på lidt, der holdt længe, snarere end meget, der holder i kort tid. Det er nødvendighed at genlære. Bare spørg borgerne i Rusland hvor varestop har genoplivet gamle dyder"
Else Skjold
Ph.D. og lektor i Design og Bæredygtighed ved Det Kongelige Akademi

Tune Vandværk. NYMANN BO | Credit: Photographer Bo Nymann
“Lovgivning er en fest”
I disse tider skyller det ind med ny EU-lovgivning, der enten udbygger eksisterende regler eller sætter helt nye krav. Det har for mange virksomheder givet anledning til store panderynker, og kravene synes da også at hobe sig op: Danske virksomheder skal lave omfattende rapportering og dokumentation af deres sociale- og miljømæssige aftryk på samfundet (CSRD), de skal forholde sig til øget ansvar i håndteringen af emballage og batterier (EPR/PPWR), lave nøjere gennemsyn af deres leverandører og forsyningskæde (CS3D), og bindende mål for brugen af vedvarende energi i EU (RED II).
En af de nye forordninger, som har givet genlyd i designkredse, er opdateringen af ecodesign direktivet fra 2009 (ESPR). Ecodesign-forordningen trådte i kraft i juli 2024 og kommer bl.a. til at sætte nye minimumsbetingelser for produkt- og miljøkrav til stort set alle produkter, der er solgt i EU, stille obligatoriske krav til grønne indkøb hos offentlige institutioner, og vil introducere et Digitalt Produktpas (DPP) til at sikre adgang til pålidelig data til gavn for forbrugere, virksomheder og myndigheder.
Det er nok de færreste virksomheder, uanset grønne ambitioner, som klapper i hænderne over alle disse compliance-regler, men ifølge Henriette Melchiorsen, ejer af egen designvirksomhed, bør danske designere byde reglerne velkommen, da kravene giver et styrket fokus i designprocessen – og potentielt et øget kvalitetsmandat til produktdesigneren. Særligt for de designere, som gerne vil designe mere bæredygtigt.
At compliance og EU-lovgivning pludselig er relevant for dansk design, er der nok ikke mange i branchen, som havde forudset. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Desværre opleves de mange nye og kommende krav som besvær. Og det er ikke helt efter hensigten, i hvert fald ikke hvis man spørger Klima-, Energi- og Forsyningsministeren, som i starten af året udtalte, at “(…) den grønne omstilling ikke behøver at gøre ondt”. Henriette Melchiorsen anerkender byrden, men siger, med et glimt i øjet, at “lovgivning er en fest (for dansk konkurrenceevne)”.
Fra krav til konkurrencekraft
Selvom det kan virke uoverskueligt, er Danmark faktisk i en unik position til at håndtere de nye regler. Flere af Danmarks styrkepositioner er også skabt af grønne, politiske ambitioner. For eksempel opstod den danske vindmølleindustri ud fra 1970’ernes politiske mål om at reducere afhængigheden af importeret olie. I 2021 udgjorde Danmarks eksport af vindteknologi og -services cirka 50 mia. kr. Et andet eksempel er lægemiddelindustrien, hvor et tæt samarbejde med det danske sundhedsvæsen om insulin har banet vejen for stor ekspertise. Det resulterede i 2021 i en rekordstor eksport på 152 mia. kr.
Det er også vigtigt at huske, at virksomheder som Grundfos, Krüger, Kamstrup, AVK og Danfoss heller ikke ville være verdens førende på deres områder, hvis det ikke var for fremsynede miljøpolitiske initiativer fra 1980’erne og 90’erne, herunder Vandmiljøplan I og Vandafgiftsloven. Danmark var allerede i 1976 det første land til at introducere et renseanlæg med kvælstoffjernelse, hvilket satte en ny standard for spildevandsrensning. Med vandmiljøplan I fra 1987 tog udviklingen af spildevandsrensning et stort spring fremad, hvilket gav Danmark en betydelig international styrkeposition inden for denne teknologi. Denne udvikling har ført til mange nye teknologier og processer, som nu anvendes på renseanlæg verden over.
Danmark var også det første land, der i 1994 indførte en vandafgift på vandtab i ledningsnettet, der overstiger 10%. Initiativet førte til udviklingen af nye løsninger og teknologier, som reducerede vandtabet til omkring 7% – et niveau, der placerer Danmark blandt de førende på globalt plan. Dette har samtidig banet vejen for eksport til markeder, der har behov for effektive løsninger til at forhindre tab af værdifuldt vand fra utætte rør. Til sammenligning oplever mange lande stadig vandtab på op mod 30%, og i visse tilfælde helt op til 50%. Det repræsenterer et betydeligt ressourcespild – både af vand, energi og økonomi.
Disse historiske eksempler viser, hvordan Danmark har overvundet store økonomiske udfordringer og skabt sejre, der har formet vores fremtid. Med ecodesign-forordningen i horisonten står vi nu over for en enestående mulighed for at revitalisere dansk design som en forretningskritisk og bæredygtig drivkraft til at skabe en cirkulær økonomi inden for de planetære grænser.
Det er denne arv, vi skal bygge videre på, og det er den mission, vi i Dansk Design Center er fast besluttet på at føre fremad.
Har du input eller spørgsmål til artiklen?
Måske vil du også læse:

Can’t get enough of design and innovation? We hear you. And we have you covered.
Sign up for our newsletter to get the latest from our world delivered straight to your inbox.
Sign up for the ddc newsletter