Spring til indhold
Artikel

Digitalt designbureau
vinder Danmarks ældste designpris

31. okt 2025

Da Knud V. Engelhardts Mindelegat blev uddelt i år, gik prisen til Norgram – et valg, der brød med traditionerne for den næsten hundrede år gamle designpris. For første gang bliver digitalt design anerkendt som en del af den danske designarv

Fra møbelarv til digitalt håndværk


Knud V. Engelhardts Mindelegat
betragtes som en af de mest ærefulde anerkendelser i dansk design, og er siden 1932 blevet tildelt én modtager om året for et bemærkelsesværdigt bidrag til dansk design. I år går prisen til Mathias Høst Normark og Sebastian Gram fra designduoen Norgram, der ifølge juryen repræsenterer det ypperste inden for udviklingen af digitale produkter og digitale oplevelser i Danmark.

For de fleste ringer navnet Norgram måske ikke en klokke på samme måde som Arne Jacobsen, Finn Juhl eller Cecilie Manz, men de to danskere er faktisk ganske velkendte på den internationale designscene, og har igennem deres karriere arbejdet for virksomheder som Google, NASA, MoMA, IKEA og Nike.

“Denne uddeling markerer begyndelsen på en ny epoke – én, hvor digitalt design bliver anerkendt som en ligeværdig del af den danske designarv. For mig personligt er det en uddeling, jeg har set frem til længe. For med Norgram hædrer vi ikke kun to designere, men også en ny retning for dansk design,” siger Bo Linnemann, medstifter og kreativ direktør i designbureauet Kontrapunkt samt bestyrelsesmedlem af Knud V. Engelhardts Mindelegat.

Kasper Salto, møbeldesigner og medlem af legatets bestyrelse, også kendt som dommer i DR-programmet “Danmarks Næste Klassiker”, udtaler om årets vinder:

“Dansk design har længe haft en førende position i verden, hvor møbelindustrien jo udgør en ret synlig del, og efterhånden også blevet god forretning. Jeg synes, det er på høje tid, at Engelhardt’s bestyrelse har digitalt design med i vores overvejelser, men også med i perlerækken af prismodtagere. Prisen skal jo også afspejle den tid og de arbejdsmetoder, som er aktuelle i dag. Norgram viser, at godt, gammelt dansk håndværk lever videre i en digital tidsalder. Så at Norgram skal hyldes, er både vigtigt og helt naturligt.”

“Denne uddeling markerer begyndelsen på en ny epoke – én, hvor digitalt design bliver anerkendt som en ligeværdig del af den danske designarv”

Bo Linnemann, medstifter og kreativ direktør i designbureauet Kontrapunkt samt bestyrelsesmedlem af Knud V. Engelhardts Mindelegat

Sebastian Gram & Mathias Høst Normark, stiftere af Norgram

Dansk design i en digital tidsalder

Dansk design og arkitektur oplever i disse år en ny storhedstid. Eksporten af møbel- og designproduktion er vokset markant, og en spirende scene af nye talenter og brands har gjort København til en international designmetropol på linje med Milano og Tokyo. Hermed er københavn i dag et af verdens vigtigste samlingspunkter for moderne design – og det er der en god grund til mener medstifter af Norgram, Sebastian Gram:

“Selvom vi designer digitalt, står vi på skuldrene af den danske designtradition og er stærkt inspireret af de designere, der er kommet før os. Vi bestræber os altid på at forene det ypperste håndværk med mening og fortælling gennem et enkelt, funktionelt og kvalitetsbevidst design. At blive anerkendt for det, og samtidig komme i selskab med nogle af de mest betydningsfulde designere i Danmark, er et stort blåstempel – og en påmindelse om værdien i alle de timer, vi bruger på at forfine hver eneste detalje.”

Norgram har tidligere modtaget en lang række internationale priser og endda været nomineret til en Grammy. Alligevel betegner de denne anerkendelse som noget helt særligt.

“Vi tog en chance, da vi startede Norgram for ti år siden. Vi forlod gode stillinger i et internationalt designbureau, fordi vi ville hellige os designhåndværket. Vi ønskede at dedikere os til ét projekt ad gangen, formgive alle projekter personligt og stræbe efter højeste kvalitet i hver eneste opgave,” siger medstifter af Norgram Mathias Høst Normark og uddyber:

Derfor er det noget helt særligt for os at blive anerkendt for vores håndværk af nogle af Danmarks dygtigste designere – og at digitalt design nu anerkendes som en del af den danske designarv. Det bekræfter, at vi traf det rigtige valg, da vi sagde vores gode jobs op for at starte Norgram.”

“Selvom vi designer digitalt, står vi på skuldrene af den danske designtradition og er stærkt inspireret af de designere, der er kommet før os"

Sebastian Gram, medstifter af Norgram

Om Norgram

Norgram® er et studio for nye idéer og essentielt design. Grundlagt af Mathias Høst Normark og Sebastian Gram. Studiet arbejder internationalt i krydsfeltet mellem brandidentitet og digitalt design, og hjælper organisationer med at forbinde deres visuelle og teknologiske udtryk på tværs af medier og platforme. Norgram samarbejder med alt fra globale brands til spændende startups og arbejder altid med øje for både funktion, fortælling og form.

Måske vil du også læse:

Kan du ikke få nok af design og innovation?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

DDC – Dansk Design Center

Bryghuspladsen 8
BLOX, 2. sal
1473 København K
CVR 3699 4126

Medmindre andet er angivet, præsenteres alt indhold på denne hjemmeside under Creative Commons Attribution License.