Spring til indhold
Artikel

Året der gik
Vi står stærkt, nu skal vi gå stærkt

17. dec 2025

Det ville være fristende at åbne med den gamle traver om, at “året går på hæld, tiden er inde til ro og refleksion”. Men lad os være ærlige: 2025 har ikke budt på meget ro. Og hvis nogen tror, at verden tager en puster de næste par uger, kan de lige så godt stille sig ved pejsen og vente på Santa. Risikoen for at blive skuffet kan ikke affejes.

Affejes kan det derimod, at det går dårligt. Faktisk står den danske økonomi fortsat stærkt, eller i hvert fald stærkere end frygtet. Ledigheden er lav, renten er lavere end ved indgangen til året, og selvom nogle af de helt store fik anseelige buler i bilen, ser det ud til, at vi kan køre nogenlunde upåvirket videre.

Men styrke er ikke det samme som sikkerhed. Danmark er fortsat et fantastisk udebanehold med en eksportandel på næsten 60% af BNP. Vores virksomheder konkurrerer i en verden, der står i flammer: tariffer ind fra højre, nye forbrugerkrav ind fra venstre, droner fra oven, regulering fra bunden. Og gamle venner, der for første gang siden midten af sidste århundrede, begynder at møde os på en måde, der ikke har så meget med gamle venner at gøre. Fordi 18% af vores eksport går til USA, giver den slags tumult, med rette, urolige nætter. 

Så vi står godt på benene, selv med en bule i bilen og dårlig søvn. Men vi ved også, at vi skal konvertere det at stå på gode ben, til at gå på gode ben. Trods al den usikkerhed, skal vi bevæge os videre. Vi skal formulere nye ambitioner og levere nye, bedre koncepter i markedet. Forandre os hurtigere end nogensinde, dirke problemer op på nye måder og gå i markedet med det, der har særlig appel og vinder.

Det er præcist der, design og designerne kan levere den afgørende forskel. Ikke så meget gennem snak og post-its, der bliver banket på en endevæg. Men ved omhyggeligt at drive nye, skarpere indsigter ud om markedet, kunder og konkurrenter. Forstå mennesker, teknologi, værdikæder, forretningsmodeller og materialer. Skabe nye services, produkter og løsninger, virksomhederne kan gå i markedet med og vinde. Styrke konkurrencekraft gennem design. 

Design Delivers 2025-rapporten understreger pointen: Virksomheder, der arbejder strategisk med design, står markant stærkere. Ikke bare på salg og konkurrencekraft, men også på brugeroplevelse, brand og differentiering. Jo tidligere design bringes i spil, desto større værdi skaber det. Alligevel udnytter to ud af fem virksomheder stadig ikke potentialet. Det er en overset mulighed, som vi i Danmark ganske enkelt ikke har råd til at lade ligge.

2025 blev året, hvor DDC’s nye strategi for alvor tog form: at styrke dansk erhvervslivs konkurrencekraft gennem design. DDC’s vigtigste opgave er at vise og dokumentere, hvordan designmetoder og -tilgange kan bruges til at gå nye veje og skabe reel forretningsværdi. 

I løbet af 2025 nåede vi blandt andet at understøtte:

  • Afkobling 2030, som gik ind i sin anden periode med styrkede lokale partnerskaber og en klar mission: at klæde produktionsvirksomheder på til at afkoble CO₂ fra deres værdiskabelse. Ikke som endnu et grønt flag på masten, men som et sæt konkrete redskaber i en fremtid, hvor klima og konkurrenceevne hænger uløseligt sammen.
  • Design Delivers-konferencen samlede produktionsvirksomheder, designere og designuddannelser fra hele landet. Budskabet var klart: Design er meget mere end farver og flotte layouts – det er et strategisk værktøj, der giver virksomheder et forspring. Konferencen var én i rækken af events og talks målrettet erhvervslivet og designbranchen i år.
  • Danish Design Award, som endnu en gang viste, hvorfor dansk design har global gennemslagskraft. Årets vindere gjorde det tydeligt, at design ikke blot handler om form, men om løsninger, der reelt flytter noget – for mennesker, virksomheder og planeten.
  • DACI – Dansk Alliance for Cirkulært Industrielt Design, som blev etableret, fordi behovet er reelt og akut. Med EU’s krav til cirkulære produkter lige om hjørnet skal alliancen sikre, at Danmark ikke bare følger med, men går forrest, når cirkulært design bliver et konkurrencevilkår.

Når man ser ind i 2026, ligner det en rigtig god idé at øge den strategiske anvendelse af design. Ikke fordi noget skal være pænt, men fordi det er pænt vigtigt, at vi i Danmark fastholder og udbygger vores økonomiske råderum. 

Derfor er det oplagt at trække på den perlerække af danske designere og designvirksomheder, som er specialister i at hjælpe erhvervslivet med at flytte nålen. Designbranchens force er at visualisere fremtidens udvikling og lægge sig foran kurven. Kunstig intelligens vil få enorm betydning for måden, vi udvikler produkter, services og forretning på. Lige om hjørnet venter kvantecomputeren, som forener kvanteteknologi med AI. Det er, siger nogen, ChatGPT på speed. Det kan virke skræmmende, men alligevel kan de færreste forestille sig en verden uden. 

Så hvordan kan vi gøre de nye teknologier værdiskabende for mennesker? 

Det er her, designernes kompetencer kommer på banen. De mestrer nemlig at omsætte komplekse problemer og teknologier til løsninger, der giver mening for mennesker. At skabe en forbindelse mellem det humane og det kunstige. 

Det bliver ikke let, og de kommende år vil sikkert byde på bump på vejen. Her er det DDC’s opgave at understøtte designfeltet på deres rejse mod en ny virkelighed, hvor menneskelig indsigt bliver et afgørende konkurrenceparameter. Hvilket – for designeren reelt set – er en gammel virkelighed. Godt design er nemlig altid begyndt med at forstå brugeren.


Så, i DDC vil 2026 blive året, hvor vi fortsætter med:

  • At hjælpe erhvervslivet til at forstå at design betaler sig – og til at forstå hvordan man kommer i gang eller bliver endnu bedre
  • At bringe designbranchen og erhvervslivet endnu tættere sammen
  • At styrke dansk designs internationale position og løfte design som en central motor for robusthed og konkurrencekraft
  • At udvikle værktøjer og partnerskaber, der gør virksomheder bedre rustet til fremtidens krav
  • At arbejde på at få skabt det perfekte afsæt for en ny, ambitiøs designpolitik i samarbejde med designfeltet og DI


Eftersom jeg åbnede med en gammel traver, er det fristende at runde af i samme jargon og sige, at ”2026 både bliver spændende og interessant”. Men det er selvsagt.

I stedet; lad 2026 blive det år, hvor vi sætter fart på vores forestillingsevne. Det år vi sætter fart på vores ambitioner. Det år vi sætter fart på de handlinger, der ligger bag ord. Vi kan ikke tale os til en bedre fremtid, men – dagens gode nyhed – gennem design står vi bedre rustet til at gå den i møde.


Glædelig jul og godt nytår. 

Læs også:

Kan du ikke få nok af design og innovation?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

DDC – Dansk Design Center

Bryghuspladsen 8
BLOX, 2. sal
1473 København K
CVR 3699 4126

Medmindre andet er angivet, præsenteres alt indhold på denne hjemmeside under Creative Commons Attribution License.