Fra begrænsninger til innovationskraft:
Nordic Salt Cycle vil bygge Europas næste værdikæde
Handelskonflikter, råstofmangel og klimakrav ændrer vilkårene for dansk industri. Situationen kan føles enestående, men den er ikke uden fortilfælde. I denne artikelserie undersøger vi, hvordan virksomheder – historisk og i dag – har vendt kriser og begrænsninger til nye forretningsmuligheder. Her er det Nordic Salt Cycle på Østerbro i København, der vil styrke Europas forsyning af kritiske mineraler
I et laboratorium på Østerbro arbejder Nordic Salt Cycle med noget, der på én gang er højteknologisk og samtidig meget jordnært: Salt.
Med en saltbaseret proces vil virksomheden udvinde kritiske mineraler fra blandt andet brugte batterier og føre dem tilbage i en europæisk værdikæde. Det lyder teknisk, men virksomhedens grundidé er enkel. Hvis Europa skal elektrificere, digitalisere og styrke sin forsyningssikkerhed, er det ikke nok at indsamle materialerne for så at sende dem til Asien. Europa skal også kunne forarbejde dem selv.
Det er netop her, Stefan Vilner, CEO og medstifter af Nordic Salt Cycle, ser et voksende problem og en god forretningsmulighed.
“Vi har en hel industri i Europa, som ligesom i resten af verden går fra en fossiløkonomi til en mineraløkonomi. Men vi har ikke kontrol over den mineraløkonomi. Vi ejer simpelthen ikke værdikæden,” slår Stefan Vilner fast.
Det er ikke kun et problem for batteribranchen. For Stefan Vilner er det også et spørgsmål om Europas fremtidige handlekraft på tværs af flere sektorer.
“Det er den grønne transition. Det er hele den digitale udvikling. Vi har ikke ressourcer til at bygge de datacentre, der skal understøtte den AI, der vokser frem nu. Og så er der defense tech, som er højaktuelt nu,” fortsætter Stefan Vilner.
Det er den grønne transition. Det er hele den digitale udvikling. Vi har ikke ressourcer til at bygge de datacentre, der skal understøtte den AI, der vokser frem nu. Og så er der defense tech, som er højaktuelt nu
Stefan Vilner
CEO & medstifter af Nordic Salt Cycle
Inspiration til fremtidens industriby 2050
Nordic Salt Cycles målrettede arbejde med visionen om at hjemtage værdikæden af kritiske mineraler til Europa har gjort dem aktuelle i udformningen af fremtidens industriby 2050, som udfolder sig i det digitale, spekulative univers Lillevirke.
“I en tid, hvor vores energisystemer, ressourcehåndtering og demografi ændrer sig på et strukturelt plan, er den største risiko ikke at tage fejl om fremtiden. Den største risiko er at fortsætte, som om den ikke ændrer sig.” siger Andreas K. Mortensen, projektleder ved DDC – Dansk Design Center.
Lillevirke er udviklet i projektet Green Horizon drevet af DDC – Dansk Design Center i samarbejde med Concito, Industriens Fond og en række virksomheder, interesseorganisationer, klimaeksperter og designere. Målet er at styrke virksomhedernes forestillingsevne og inspirere flere til at tage de første – eller næste – skridt i omstillingen.
Sammen med en række andre frontrunner-virksomheder har Nordic Salt Cycle vist, hvilke tendenser der kan forme fremtidens industri.
Lillevirke: Billeder på fremtidens industriby
Lillevirke er en spekulativ, digital industriby, der sætter billeder på, hvordan en dansk fremstillingsindustri kan fungere i 2050, hvor Danmark ifølge klimaloven skal være klimapositiv.
Byen er udviklet gennem scenariedesign som led i projektet Green Horizon i samarbejde med virksomheder, brancheorganisationer, forskere og andre aktører. Målet er at styrke virksomhedernes forestillingsevne og inspirere flere til at tage de første – eller næste – skridt i omstillingen.
Green Horizon er skabt af DDC – Dansk Design Center i samarbejde med CONCITO. Projektet er etableret og finansieret i samarbejde med Industriens Fond.
Teamet bag Nordic Salt Cycle – fra venstre: Daniel Cooper, Stefan Vilner, Diana Checa del Valle, Nigel Lucas & James Amphlett
Et nyt råstoflandskab
I dag opstår en stor del af problemet omkring de materialer, der i batteriverdenen kaldes black mass. Det er det sorte pulver, der bliver tilbage, når batterier er blevet afladt, tømt, skilt ad og sorteret. Pulveret indeholder de kritiske mineraler som lithium og nikkel, men selv om Europa i princippet har adgang til materialerne, bliver de i stor skala sendt videre til Kina eller Sydkorea til raffinering.
“Man har teknologien i Europa, men det er for dyrt, og derfor sender man det til Kina,” forklarer Stefan Vilner.
Men det handler ikke kun om teknologi for Stefan Vilner. Det handler også om økonomi og rammevilkår. Europa har højere standarder for arbejdsmiljø og miljøbeskyttelse, og det gør processerne dyrere. Dermed opstår der et paradoks: Europa vil gerne være førende i den grønne omstilling, men vi er stadig dybt afhængige af andre regioner i et af de mest afgørende led i værdikæden.
Det er den begrænsning, som Nordic Salt Cycle forsøger at vende til en ny industri – og netop deres evne til at forestille sig en anden industriel fremtid, hvor black mass ikke forlader Europa, er blevet til en strategisk styrke for virksomheden.
Om Nordic Salt Cycle
Nordic Salt Cycle er en dansk startup grundlagt i 2023, der udvikler teknologi til at udvinde kritiske mineraler fra blandt andet brugte batterier.
Med en saltbaseret proces kan materialer fra batteriets såkaldte black mass separeres og føres tilbage i en europæisk værdikæde.
Teknologien er stadig under udvikling og befinder sig på TRL-niveau 5 med en planlagt pilotinstallation. Virksomheden har rejst omkring 4 millioner euro i kapital og arbejder primært med europæiske samarbejdspartnere.
En mere kompakt industri
Kernen i Nordic Salt Cycles løsning er, at processen kan bygges langt mindre og mere modulært end de anlæg, der dominerer markedet i dag.
“Vores proces, som er baseret på de her salte, er meget mere kompakte. Det gør, at vi skal bruge mindre energi, og vores anlæg vil være meget mindre.”
Hvor traditionelle anlæg kræver store mængder materiale for at være rentable, forestiller Nordic Salt Cycle sig mindre enheder tættere på de virksomheder, der allerede håndterer batterier og black mass.
“Det vil sige, at vi kan bygge meget mindre enheder, fordi vores drifts- og kapitalomkostninger er meget lavere. Vi kan stille dem ud til vores black mass-leverandør, og så kan vi få de her mineraler tilbage i den europæiske værdikæde,” forklarer Stefan Vilner.
Det er også her, visionen bliver konkret. Stefan Vilner vil ikke kun skabe en ny teknologi i Europa. Han drømmer om at organisere industrien modulært og lokalt, tættere på materialestrømmene.
Selv om virksomheden arbejder i et felt, der ofte bliver beskrevet som bæredygtigt, understreger Stefan Vilner, at løsningen skal være økonomisk konkurrencedygtig:
”Med 20 år i lavprisflyvning har jeg i mit gen at holde omkostninger nede. Hvis vi ikke kan levere produktet 20 procent billigere, bliver det svært at sælge.”
Det er også derfor, han peger på omkostningerne som selve nøglen til at flytte værdikæderne. Hvis det lykkes, kan virksomheden ikke bare konkurrere på teknologi, men også på pris.
Regulering som drivkraft
Mens mange små og mellemstore virksomheder oplever regulering som en byrde, ser Stefan Vilner også et andet perspektiv. Battery Passport, sporbarhedskrav og krav om genanvendt indhold kan blive en fordel for virksomheder, der opererer tæt på de europæiske materialestrømme.
“Så det der med at prøve at navigere inden for de her regulatoriske rammer giver os nogle kæmpe fordele,” siger Stefan Vilner.
Han peger samtidig på, at regulering ikke nødvendigvis kun begrænser – den kan også skabe markeder. Og i den forstand er Nordic Salt Cycles et meget godt eksempel på Green Horizons grundtanke, der handler om, at begrænsninger kan blive til forretningsmuligheder, hvis virksomheder formår at se dem som rammer for ny innovation i stedet for rene byrder.
“En fremtidsvision kan fungere som et styringsværktøj i en verden præget af usikkerhed. Visionen gør det muligt at prioritere investeringer i kompetencer, infrastruktur, energisystemer og forretningsmodeller. Investeringer som ellers ofte udskydes.” siger Andreas Korntved Mortensen, projektleder ved DDC – Dansk Design Center.
“En fremtidsvision kan fungere som et styringsværktøj i en verden præget af usikkerhed. Visionen gør det muligt at prioritere investeringer i kompetencer, infrastruktur, energisystemer og forretningsmodeller. Investeringer som ellers ofte udskydes”
Andreas Korntved Mortensen
Projektleder, DDC - Dansk Design Center
Et historisk mønster
Det er ikke første gang i dansk industrihistorie, at en virksomhed vokser frem i en periode præget af mangel, handelspolitiske spændinger og usikre forsyningskæder. Erhvervshistoriker Anders Ravn Sørensen fra Copenhagen Business School peger på Danfoss som et klart historisk sidestykke med mange paralleller til Nordic Salt Cycle.
“Stifteren, Mads Clausen, var en ung ingeniør i Sønderjylland i mellemkrigstiden, hvor der var importbegrænsninger, og man ikke havde de reservedele, man skulle bruge,” forklarer Anders Ravn Sørensen.
I mellemkrigstiden blev verdenshandlen i stigende grad præget af protektionisme. Særligt amerikansk handelspolitik med høje toldsatser, som bidrog til at gøre internationale forsyningskæder mere usikre og dyrere. For europæiske virksomheder betød det, at adgang til teknologi og komponenter ikke længere kunne tages for givet. I stedet blev lokale løsninger og egen produktudvikling en nødvendighed. Præcis, som vi ser det med Nordic Salt Cycle i dag.
Mads Clausen og Danfoss opfangede ifølge Anders Ravn Sørensen netop en mulighed i den situation. Han byggede videre på eksisterende teknologi, forfinede den og udviklede produkter, der løste konkrete problemer for kunderne.
“Han så en mulighed i krisen,” siger Anders Ravn Sørensen.
Der er en vigtig pointe i sammenligningen mellem Danfoss og Nordic Salt Cycle, ifølge historikere; Ingen af virksomhederne starter som rene klimafortællinger. De starter med et konkret problem, et behov og en løsning. Først senere bliver det tydeligt, at løsningen også peger ind i et større samfundsmæssigt skifte.
Det er præcis den mekanisme, den digitale by Lillevirke forsøger at synliggøre. Det, der i dag kan ligne en niche, kan i morgen blive en nøglefunktion i en ny industri.
Gå på opdagelse i Lillevirke her: https://lillevirke.dk/
Danfoss’ historie
Danfoss blev grundlagt i 1933 af Mads Clausen på Als og startede med at producere ventiler til køleanlæg, som tidligere blev importeret fra især USA.
I dag er virksomheden en global industrikoncern, der udvikler komponenter og systemer til energi, varme, køling og hydraulik.
Danfoss har i dag omkring 40.000 medarbejdere på verdensplan, salg i over 100 lande og en årlig omsætning på 70-80 milliarder kroner.
Måske vil du også læse:
Kan du ikke få nok af design og innovation?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev