Spring til indhold
Case

New Loop:
En virksomhed skabt til fremtiden

Når markederne er usikre, bliver evnen til at tænke langsigtet og justere kursen afgørende – for New Loop har deres forestillingsevne hjulpet dem med at gå nye veje

Geopolitisk uro, ustabile forsyningskæder og hastige reguleringsskift. Evnen til at tænke langsigtet er ikke længere en strategisk luksus, men en forudsætning for konkurrencekraft. Virksomheder, der formår at forestille sig fremtidens markeder samtidig med, at de tilpasser sig den konkrete virkelighed her og nu, står stærkere i et usikkert landskab. 

“Når virksomheder arbejder strategisk med fremtiden, bliver bæredygtighed ikke et benspænd, men et konkurrenceparameter. Fremtidsbilleder hjælper virksomheder med at træffe valg i dag, der både styrker forretningen og gør dem robuste i en industri, der uundgåeligt skal omstilles,” siger Anders Ziegler Kusk, programchef ved Industriens Fond. 

New Loop er et eksempel på, hvordan et langsigtet blik kan omsættes til robuste, cirkulære løsninger – også når virkeligheden ikke udvikler sig som forventet.

Om artikelserien

Danmark har sat et mål om at være klimaneutrale i 2045 og klimapositive efter 2050. Dette er anden artikel i artikelserien “Fremtidens virksomheder”. En serie om danske produktionsvirksomheder, der arbejder strategisk med fremtiden for at skabe en virksomhed, der gavner planeten og samtidig er attraktiv, effektiv og konkurrencedygtig.

“Når virksomheder arbejder strategisk med fremtiden, bliver bæredygtighed ikke et benspænd, men et konkurrenceparameter. Fremtidsbilleder hjælper virksomheder med at træffe valg i dag, der både styrker forretningen og gør dem robuste i en industri, der uundgåeligt skal omstilles”

Anders Ziegler Kusk

Programchef ved Industriens Fond

Visionen om at udkonkurrere engangsemballage

En kaffekop glider ned i en pantautomat på et fortov i byen. En helt almindelig hverdagsbevægelse, lige så naturlig som at aflevere flasker i supermarkedet. Det var det billede, Anders Morgenthaler, Gitte Saaby Kjær og Anders Barsøe så for sig, da de i foråret 2020 grundlagde virksomheden New Loop. En infrastruktur i det åbne byrum, hvor engangsemballage hørte fortiden til, og genbrug var gjort let, intuitivt og økonomisk attraktivt.

“Vi troede egentlig, at det ville blive rimeligt let. Der var stor tilslutning, og vi tænkte, at hvis bare løsningen var god nok, så ville både borgere og virksomheder være med,” fortæller Anders Barsøe, CEO i New Loop.

Men visionen ramte hurtigt nutidens virkelighed. Markedet var endnu ikke klar; reguleringen udeblev, og mange kunder var ikke villige til at betale mere for en genbrugskop end for den engangskop, de allerede kendte. For New Loop opstod et dilemma, som er velkendt for mange virksomheder, der arbejder strategisk med bæredygtige løsninger: Fremtiden er tydelig, men vejen derhen er ujævn.

“En engangskop koster omkring 1,5 kr. Vores anvendelsesgebyr er 2 kr. – og det er faktisk lavt i forhold til, hvad et loop koster i transaktionsgebyr, håndtering og vask, før de kan sættes på markedet igen. Men hvis vi ikke matcher markedet, så får vi aldrig løsningen ud at leve,” forklarer han.

Om New Loop

New Loop ApS er en virksomhed baseret i København, grundlagt i 2020. Virksomheden specialiserer sig i cirkulære retursystemer og genbrugsløsninger for takeaway-emballage, kaffekopper, glas og event-emballage.

Kernen i New Loops tilbud er genbrugelige kopper, glas og emballage, som leveres med et komplet retursystem, der inkluderer både levering, pantudbetaling, afhentning og vask. Forretningsmodellen bygger på et pant- og retursystem, til implementering i byrum, caféer, virksomheder og ved events, hvor New Loop håndterer logistik, vask og drift for kunderne.

Flere veje til målet

New Loop er fra begyndelsen designet med et langt sigte. Forretningsmodellen, materialevalgene og systemtænkningen bygger på en forventning om, at cirkulære løsninger bliver normen, ikke undtagelsen. Men når reguleringen ikke følger med, må vejen til målet justeres. 

Et større nationalt samarbejde, der efter flere års forarbejde aldrig blev realiseret, står som et tydeligt eksempel og en vigtig læring.

“Vi havde regnet med, at reguleringen nationalt skulle danne grobund for omstillingen. Det skete ikke som forventet, og det lærte os, at tingene ikke kommer let. Man er nødt til at bygge en forretning, der kan flere ting på én gang,” fortæller Anders Barsøe.

Derfor har New Loop styrket sin position ved at konkurrere på flere parametre. Deres løsning handler ikke kun om klima og cirkularitet – men ligeså meget om drift, økonomi og funktionalitet. Han forklarer:

“Vi hjælper virksomheder og kommuner med at lave cirkulære systemer for oprydning og compliance,” forklarer Barsøe. “Det er konkrete problemer, som de allerede har, og som vores løsning adresserer her og nu.”

New Loop samarbejder blandt andet med en række større virksomheder i forhold til udskiftning af engangsemballage i deres kantiner og ved deres kaffeautomater. I et samarbejde med Københavns og Frederiksberg Kommune har de også etableret et af verdens største byrumsløsninger med returautomater og infrastruktur for genbrugsemballage.

Men til trods for stærke partnere er der stadig behov for investorer for at sikre forretningen økonomisk, da det kræver skalering at lave en rentabel forretning, der kan konkurrere med engangsemballage.

 

“Vi havde regnet med, at reguleringen nationalt skulle danne grobund for omstillingen. Det skete ikke som forventet, og det lærte os, at tingene ikke kommer let. Man er nødt til at bygge en forretning, der kan flere ting på én gang.”

Anders Barsøe

CEO i New Loop

Nye markeder, nye muligheder

Selvom New Loop har fået fodfæste i Danmark, er det tydeligt, at skalering kræver større og mere modne markeder. Her har den klare vision for, hvad  New Loop skal i fremtiden, skærpet virksomhedens blik for mulighederne i udlandet. Blandt andet har New Loop rettet blikket mod Centraleuropa og Mellemøsten, herunder Saudi-Arabien, hvor der investeres massivt i nye infrastrukturer.

“Der er steder, hvor man har besluttet sig for at være 100 % cirkulær inden for emballage,” siger Barsøe. “Og hvor man har både kapitalen og viljen til at bygge systemerne op fra bunden,” siger Anders Barsøe. 

For New Loop handler internationaliseringen ikke kun om volumen, men om partnerskaber, der sikrer reel impact med nye værditilbud og løsninger, der kan tilpasses lokale behov.

Sådan ser New Loop ud i 2050:

Globalt skaleret og frontløbere i Danmark og Europa 

I 2050 er markedet i Danmark modent, og New Loop er blevet en infrastruktur, der driver pantsystemer i hele Europa. De har udviklet eftertragtede produkter og systemer, der kan konkurrere på pris og kvalitet, fordi de var nogle af de første til at sikre reel og dokumenterbar impact fra starten. Samtidig har de indtaget store internationale markeder som Saudi-Arabien samt flere lande i Asien. 

Impact på forbrugeradfærden
New Loops pantsystemer har været med til at skubbe forbrugerens adfærd. Det er lige så normalt at pante emballage som det er at pante flasker.

Udvidet pantsystem og alternativer til plast:
New Loop har udviklet nye pantsystemer til andre produkter, som passer ind i systemet. De har også fundet et alternativ til plastik – for eksempel plastik lavet på alger.

Den passionerede medarbejder
Selv om New Loop er en tech- og hardware-startup, handler forretningen om mennesker, der giver mere, end de tager. New Loop hyrer nysgerrige, ambitiøse medarbejdere – dem, som vil gøre en forskel for mennesker og planeten.

Værner om jordens ressourcer
New Loop driver en klimapositiv forretning i 2050. Allerede i 2025 differentierede de sig på reuse-markedet; i stedet for at lave genbrugskopper med virgin PP baseret på fossil olie, brugte New Loop et ISCC Plus-certificeret materiale fra en fornybar ressource, som er CO₂-positivt. Deres forspring gav dem en fordel i udfasningen af fossile stoffer – så mens andre måtte sænke farten for at omstille sig, kunne New Loop gå forrest i udviklingen.  

Siden den spæde start har New Loop anvendt returautomater på batterier og solceller med et minimum af elektroniske komponenter, hvilket gør deres løsning til en af de mest CO₂- og ressourceeffektive på markedet – også i 2050.

Deres evne til at gå forrest i omstillingen har styrket deres brand og evne til at tiltrække medarbejdere.

Fremtidens frontløbere

For New Loop er det ikke et spørgsmål om omstillingen kommer, men hvordan de kan positionere sig, inden den for alvor slår igennem.

Derfor følger New Loop også udviklingen i materialer, kemi og regulering. De er klar til at skifte plast ud, når der findes et bedre alternativ, der både er cirkulært, skalerbart og realistisk i forhold til pris og klimaaftryk.

“Vi orienterer os hele tiden mod det næste, der kommer. Vi er allerede et skridt foran reguleringen, fordi vi har tænkt langsigtet fra starten. Det giver os et forspring, når markedet bevæger sig,” siger Anders Barsøe.

Selvom markedet tøver, er retningen ifølge New Loop uomtvistelig. Bæredygtighed er ikke et midlertidigt modeord, men en strukturel forandring, som virksomheder før eller siden må forholde sig til – også i en tid, hvor forsyningssikkerheden fylder mere i beslutningsrummene.

“Adfærdsændringer sker sjældent af sig selv. Men ressourcerne bliver dyrere, kravene strammere og forventningerne højere. Det er uundgåeligt,” understreger han.

New Loop har deltaget i projektet Green Horizons workshops, hvor de har været med til at udvikle klare billeder på fremtiden som strategisk pejlemærke for forretningsudviklingen. For Anders Barsøe er fremtiden ikke et fast mål, men en retning. En måde at navigere i et marked, hvor rammerne konstant flytter sig, og hvor det langsigtede udsyn er med til at holde kursen. 

“Det, der driver os, er, at vi kan se, at der findes et bedre alternativ. Og når markedet – og reguleringen – indhenter det, så er vi klar,” siger han afslutningsvis.

“Vi orienterer os hele tiden mod det næste, der kommer. Vi er allerede et skridt foran reguleringen, fordi vi har tænkt langsigtet fra starten. Det giver os et forspring, når markedet bevæger sig”

Anders Barsøe

CEO i New Loop

Green Horizon: Billeder på fremtidens produktionsdanmark

Green Horizon udvikler billeder på, hvordan en dansk fremstillingsindustri kan fungere i 2050, hvor Danmark ifølge klimaloven skal være klimapositiv.
D. 12. maj lanceres Lillevirke – et spekulativt, men datadrevet webunivers udviklet i samarbejde med virksomheder, interesseorganisationer, klimaeksperter og designere. Målet er at styrke virksomhedernes forestillingsevne og inspirere flere til at tage de første – eller næste – skridt i omstillingen.

Green Horizon er skabt af DDC – Dansk Design Center i samarbejde med CONCITO. Projektet er etableret og finansieret i samarbejde med Industriens Fond.

Måske vil du også læse:

Kan du ikke få nok af design og innovation?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra DDC i din indbakke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

DDC – Dansk Design Center

Sundkaj 153
2. sal
2150 Nordhavn
CVR 3699 4126

Medmindre andet er angivet, præsenteres alt indhold på denne hjemmeside under Creative Commons Attribution License.